En historisk oversigt, fortalt af OZ5LI og OZ8DV
Der er kommet et lille afsnit mere med i klubbens historie. Dette afsnit er redigeret af OZ8NZ, Ole
Den 22. august 1949 mødtes OZ2HZ, OZ3ET, OZ7TL og OZ9NU på Solbakkevej 27 med det formål at stifte EDR’s Næstved afdeling. I den følgende tid førte foreningen en omflakkende tilværelse med møder hos de enkelte amatører. Formanden, OZ7TL, og hans XYL (kone) åbnede da deres døre på Tranevej 7 med både fin beliggenhed – og vekselstrøm! I de følgende år holdt foreningen til her, og efterhånden som medlemsskaren voksede, blev der fjernet døre for at man kunne være der! Her trænede bl.a. OZ1EF, OZ4PP, OZ7HZ og OZ7ZD morse og læste radioteknik til licensprøven.
Næstved afdelingen var initiativtager til et stort amatørstævne, der blev afholdt den 19. november 1950. Formålet var – dengang som nu – ved stævner at udvide interessen for radiohobby og samvær med andre amatører og deres XYL’s. Der var samlet ca. 40 deltagere fra Kalundborg, Sorø, Haslev, Vordingborg og København.
Efter en del år hos OZ7TL blev møderne forlagt til Bogøvej 16 hos OZ1EF. Også her blev der terpet teori og telegrafi.
I 1957 afholdtes generalforsamlingen på Sass Hotel. Dette år flyttede man til Herlufholm Dampmølle, en brødfabrik, der lå på Slagelsevej. Lokalerne blev indrettet på loftet i et pakhus, og her var fladt tag. Et stort installationsarbejde blev præsteret, inden man den 14. december 1958 kunne præsentere de nye lokaler for medlemmerne og for gæster fra Sorø, Slagelse, Køge og København.
På generalforsamlingen i 1960 beklagede man sig over, at det var svært at varme lokalerne op i den kolde vinter, og i august afhændedes lokalerne af denne årsag. Undervisningen i teori og morse flyttedes til Jernbanegade skole.
I 1961, hvor formanden hed OZ7HZ men fra september OZ8BO, afholdtes generalforsamling på Vieses Hotel.
Januar 1962 lejede klubben et lille lokale af DSB. Lokalet lå i Præstøbanens gamle remise på Skyttemarksvej, og man gik i gang med at installere vekselstrøm og en måned senere fungerede varme og lys.
Det lille lokale blev til flere. I 1964 ombyggede man klublokalerne, men i løbet af de følgende år opstod ønsker om egne lokaler, idet pladsmangelen var stærkt stigende og der blev taget kontakt med kommunen. En mulighed for nye lokaler på Maglehøjgård ved Øverup blev dog ikke til noget.
I 1969 afløstes OZ7BO af OZ5FZ
I april 1971 afløstes OZ5FZ af OZ3HQ
I september 1971 indstillede Fritidskommissionen til Næstved byråd, at klubben vederlagsfrit fik stillet tagetagen på den nedlagte skole (det gamle kommunekontor) i Fodby til rådighed med gratis varme og lys samt adgang til toilet og køkken. Dette blev godkendt og kommunen garanterede yderligere for et lån, der muliggjorde en istandsættelse af lokalerne, så de kunne fungere efter hensigten.
Domicilet på Fodby Gl. Skole
2. november 1971 indtog klubben de ”nye” lokaler, og i marts ’72 godkendtes af Bygningsinspektoratet et indretningsforslag og et lån blev optaget til ombygningen.
1973 blev formandsmæssigt er turbulent år. OZ3HQ afløstes af OZ5LI, som igen blev erstattet af OZ1MM. Sidstnævnte blev afløst af OZ5VO.
Indvielsen fandt sted den 6. oktober 1973. I Fodby havde vi et stort mødelokale og 3 mindre lokaler, der indeholdt vores klubstationer, en HF-transciever og en VHF-transciever med tilhørende retningsantenner på taget. Desuden havde vi et par packet-stationer samt nogle pc’er.
OZ5LI overtog igen formandskabet i februar 1974 indtil 1978, hvor OZ8VN trådte til. Fra april 1979 og indtil april 1985 hed formanden OZ3WD, der i april 1985 afløstes af OZ1EIS.
OZ1CRJ overtog styringen fra1987 og beholdt tøjlerne indtil april 1997, hvor OZ7XV (OZ3CM) tog over.
I 2000 måtte vi desværre rømme de dejlige lokaler i Fodby, da huset skulle sælges.
Alternativet blev, at kommunen stillede lokaler til rådighed på Grønnegades Kaserne, hvor vi fik 2 lokaler, beliggende på hhv. st. og 1. sal, dette kan i nogle tilfælde være lidt upraktisk
Indgang set fra gaden Indgang set fra gården
På første sal er der indrettet mødelokale med radioer og i stueetagen er der indrettet et rum, hvor vi kan være, hvis vi skal lodde eller evt. modificere noget elektronik.
Desværre har vi ikke mulighed for at opsætte store udvendige antenner, da bygningen er fredet, men vi kan alligevel “komme i luften”.
I 2015 ønskede Villads (OZ3CM) at slippe tøjlerne, og Michael, OZ5WU overtog “stafetten”.
I marts 2018 har klubben efter en mængde intern strid i EDR besluttet sig for ikke mere at være en del af EDR, og er derfor pr. 31. marts 2018 udmeldt af EDR.
Klubben fortsætter nu som en selvstændig forening, hvor navnet er ændret til Radioklubben Næstved – OZ8NST
Ved generalforsamlingen 11. maj 2022 blev det bestemt at Radioklubben Næstved – OZ8NST igen skulle træde ind som lokalafdeling i EDR.
Ved samme lejlighed blev István Zarnóczay /OZ1EYZ valgt til formand.
Du kan læse mere om klubben og bestyrelsen her